Senest opdateret 25-2-2014
Begyndelsen:
I 1859 søsatte Frankrig et bemærkelsesværdigt krigsskib med navnet La Gloire. Det var ikke noget smukt skib, og det var bygget med konventionelt træskrog, men det var revolutionerende ved at være pansret. For en kort periode var det verdens stærkeste krigsskib, og den stolte sømagt på den anden side af Kanalen følte sig pludselig alvorligt bekymret.
Det varede ikke ret længe. Englænderne var rigtigt gode til at møde teknologiske udfordringer, og i dette tilfælde konstruerede de nærmest i rekordfart to store, pansrede skibe med jernskrog og forskellige andre vigtige fornyelser.
Ved at bygge skibene helt af jern satte man sig ud over nogle vigtige begrænsninger og ulemper ved træskibene. Store træskibe blev næsten uvægerligt kølsprængt efter nogle år, og der var simpelthen en grænse for hvor lange de kunne laves. Derudover var det tydeligt, at træskrog og dampmaskiner passede rigtig dårligt sammen. Det varme, fugtige miljø i maskinrummene ødelagde skrogene. Hvis man vil se det illustreret, kan man blot besøge det nu tomme maskinrum på fregatten Jylland i Ebeltoft.
De to britiske skibe er de første der passer i den definition af et slagskib, jeg har benyttet ovenfor: Et pansret og meget svært bevæbnet, oceangående dampskib. Det ene, HMS Warrior, fik i øvrigt en skæbne, der minder meget om den der blev fregatten Jylland til del. Begge skibe stammer fra 1860'erne, begge undgik ophugning ved at tjene i lidet glorværdige funktioner i en lang årrække, og begge er i nyere tid blevet restaureret til noget nær fordums glans og herlighed som museumsskibe. Det er meget få slagskibe, der er bevaret til vore dage, og at det er lykkedes for Warrior er et forbløffende held.
HMS Warrior; farvet litografi af W.F. Mitchell 1872
Eksperimenternes tid:
1800-tallet var en tid med en rivende, teknologisk udvikling. Nye teknologiske muligheder betød ændrede økonomiske strukturer, som igen ændrede hele samfundsstrukturen. Bondesamfundene var uigenkaldeligt ved at ændre sig til industrisamfund, og gamle styreformer blev forældede. I dette omskiftelige miljø prøvede eksisterende og nye statsdannelser at skabe sig eksistensgrundlag, og det involverede som altid også de militære midler.
En krigsflåde er et meget dyrt aktiv. Hvor fokus tidligere nok havde været på antallet af skibe, flyttede det sig nu i højere grad til skibenes teknologiske overlegenhed. Et lille eksempel er den betydning de preussiske officerer under krigen i 1864 tillagde det enlige danske panserskib Rolf Krake, selv om det i øvrigt ikke kom til at spille nogen afgørende rolle.
De tidlige slagskibe, som det ovenfor nævnte Warrior, havde hentet meget af deres design fra træskibene. Den tids skruefregatter, der havde overtaget de gamle linieskibes rolle, havde et stort antal kanoner stikkende ud af porte langs bredsiden, og det var sådan man havde haft hovedbevæbningen arrangeret på krigsskibe i århundreder. Kanonerne var ikke særligt træfsikre og kampe mellem skibe fandt ofte sted på kort hold, for at man overhovedet skulle få et fornuftigt antal træffere ind på modparten. Kanonerne var forladere og tog deres tid at genlade, men den der havde flest havde alt andet lige de bedste chancer.
Men kanonerne var under hastig udvikling midt i 1800-tallet. Det var lykkedes at udstyre dem med riffelgange, der længe havde været kendt i håndvåben. Samtidig fik man udviklet effektive lukkemekanismer til bagladekanoner og kraftigere typer krudt. Man kunne nu forøge våbnenes træfsikkerhed og rækkevidde betydeligt, ligesom det blev hurtigere at lade dem. Man kunne udstyre et skib med færre, men langt mere effektive kanoner, specielt hvis man kunne anbringe dem så de kunne skyde i flere retninger.
Navnlig to systemer blev prøvet, af hvilke et løb af med sejren inden århundredets udgang. Det ene system, barbetten, var en platfom omgivet af en beskyttende væg og eventuelt overdækket, hvor kanonen anbragtes i en drejelig lavet og kunne skyde henover væggen. Det andet system, kanontårnet, var en samlet, integreret enhed, der kunne drejes, enten på en akse eller på en krans af lejer. Kanontårnet på kuglelejer sejrede. Den cirkulære struktur, som kanontårnet drejer på, kaldes i øvrigt stadig en barbette.
Frankrig havde et teknologisk forspring for Storbrittanien i at være de bedste til at lave effektive bagladekanoner, men briterne var de første til at udvikle effektive kanontårne. Det første danske kystpanserskib, Rolf Krake, var af britisk konstruktion og havde forladekanoner placeret i kanontårne.
Man kunne nu placere et begrænset antal kraftige kanoner i nogle få, pansrede tårne og stadig have en kampkraft, der var en gammeldags fregats langt overlegen. Og så var der jo endda en masse dejlig plads til overs på skibet, som man da burde udnytte.
I ældre tid var man løbet ind i problemer med at have mange typer kanoner på samme skib. Forsyningsmæssigt var det besværligt at skulle opbevare flere typer ammunition og forsyne våbnene med de rette typer under kamp. Det havde ført til at man havde indført en ganske høj grad af standardisering på linieskibe og fregatter.
Efterhånden som slagskibsudviklingen tog fart, gik man hen og glemte det princip. Det var så fristende at plastre skibene til med kanoner i alle mulige kalibre, hvor man nu kunne finde plads til dem rundt omkring på overbygningen eller i kasematter langs siderne. Der var en kolossal masse opfindsomme layouts af skibene og ikke to klasser lignede hinanden. Mens englænderne trods alt udviste et betydeligt mådehold med antallet af kalibre, var franskmændene helt outrerede. Det franske Masséna havde, udover torpedorør, to 305 mm, to 274 mm, otte 138 mm og otte 100 mm kanoner.
Fortidens problemer med de mange ammunitionstyper og logistikken ombord dukkede op igen, og man fik også problemer med ildledelsen. Når man under kamp skød med flere, ikke alt for forskellige kalibre, kunne det være svært at bedømme om et af ens granatnedslag stammede fra den ene eller den anden af dem, hvilket igen gjorde det vanskeligt at vide hvilken kanon det var man skulle rette i forhold til observationen.
Skibenes fremdrift skaffedes i starten stadig ved en kombination af sejl og damp, men sejlene og de dertil hørende master var besværlige og temmelig meget i vejen på de moderne fartøjer, så man begyndte snart at konstruere dem som rene dampskibe. Skibe, der oprindeligt havde fået sejl, fik masterne pillet af. Det var dog et problem, at de traditionelle dampmaskiner på slagskibene var meget lidt energieffektive. Man brændte voldsomme mængder kul af for at kunne drive de pansrede kolosser langsomt frem.
Også skrogets form og pansring var genstand for mange eksperimenter. Et slag mellem italienske og østrigske flådestyrker, hvor det var lykkedes for et skib at vædre et andet, gav en lang overgang en temmelig uunderbygget tro på, at en vædderstævn var et vigtigt element i konstruktionen. Og så var der fribordet. Tidlige panserskibe som USA’s Monitor fra borgerkrigens dage lå ofte meget lavt i vandet. På en del andre tidlige skibe, herunder vort eget tidligere nævnte Rolf Krake, men også på egentlige slagskibe, monterede man rælings-plader, der kunne slås ned når skibets kanoner skulle anvendes.
Problemet med det lave fribord blev mindre, efterhånden som skibene blev større. Panseret vejede ikke længere helt så meget i forhold til deplacementet. Engelske slagskibe fra 1880'erne havde et ret lavt fribord, men ikke så lavt at det påvirkede sødygtigheden. Franske skibe blev derimod konstrueret med et højt fribord, som opnåedes ved et give dem det der hedder tumblehome (der er næppe noget dansk udtryk for det). Det består i grunden af at benytte princippet fra isbjerge, der kan se høje og imponerende ud ved at fylde rigtig meget under vandlinien. På denne måde kom de franske skibe til at se voldsomme og imponerende ud i sammenligning med de engelske, men der er intet der tyder på, at de var reelt stærkere. Tvært imod må de have udgjort et tydeligere mål at skyde efter.