Senest opdateret 25-2-2014
Slagskibe og slagkrydsere,
historisk og teknologisk
Af Tom Schiøtte
I århundreder var majestætiske linieskibe stormagternes ultimative våben til søs, og den teknologiske udvikling var begrænset. Den situation ændrede sig afgørende i anden halvdel af 1800-tallet. Der fulgte en periode på mindre end 100 år, hvor flådernes stærkeste kort var det vi kender som slagskibet: Et pansret og meget svært bevæbnet, oceangående dampskib. Det følgende er en kort gennemgang af nogle hovedtræk i dette våbensystems historie, diskuteret i sammenhæng med den teknologiske udvikling.
Hvad er (eller snarere var) et slagskib?
De gamle linieskibe med deres sejl og træskrog var ikke pansrede i vore dages forstand. Man begyndte for alvor at eksperimentere med pansring i første halvdel af 1800-tallet, men jernet havde tendens til at splintre. Omkring århundredets midte havde metallurgien imidlertid gjort tilstrækkelige fremskridt til at jernet kunne holde, og dampmaskinerne var pålidelige nok til at man kunne bygge dem i den store skala, der var brug for til store skibe. Samtidig skete der store fremskridt i konstruktionen af kanoner, og vejen var nu banet for linieskibets efterfølger, slagskibet.
Et slagskib kan defineres som et krigsskib med en pansring designet til at modstå fjendtlige slagskibes beskydning og samtidig med en bevæbning kraftig nok til at gennemtrænge samme skibes panser. Ligesom i de gamle Kinder-æg-reklamer kan man ikke gøre tre ting på en gang, så den tredje vigtige faktor for sådan et krigsskib, farten, bliver Sorteper når skibet skal være et slagskib.
For at tydeliggøre definitionen kan vi kort gennemgå nogle af de ting der ligner slagskibe, men ikke er det.
Krydsere er upansrede eller let pansrede, men kan i princippet have en bevæbning af næsten samme styrke som et slagskib, selv om eksemplerne på dette er få, og formålet med deres konstruktion i disse tilfælde har været ganske specielt. Til gengæld for den svage pansring kan krydseren være hurtig og dermed sejle fra ethvert slagskib. De såkaldte tyske lommeslagskibe (tyskerne benyttede ikke den betegnelse), der byggedes i 1930'erne, må nærmest anskues som meget svært bevæbnede krydsere. På grund af bestemmelser i Versailles-traktaten kunne man ikke pansre dem kraftigt; de måtte ikke have et deplacement på mere end 10.000 tons (de var faktisk tungere, men det var jo svært for modparten at konstatere med sikkerhed).
De nutidige, meget store, russiske missil-krydsere af Kirov-klassen betegnes i vesten ofte populært som slagkrydsere, men de er stort set upansrede, og de er da også officielt registreret som krydsere i den russiske flåde.
Russisk (tidligere sovjetisk) missilkrydser af Kirov-klassen
Noget tilsvarende gjaldt for de britiske skibe af Courageous-klassen bygget under 1. Verdenskrig. De var oprindeligt bevæbnet med meget svære kanoner, men var yderst let pansrede, og selv om også de af og til er blevet kaldt slagkrydsere, var den officielle betegnelse “large light cruisers” (store, lette krydsere).
Artilleriskibe til kystbombardement har i nogle tilfælde også mindet om slagskibe, men var specialiserede til deres rolle og ikke i stand til at engagere fjendtlige slagskibe.
Den type skib der i virkeligheden kommer slagskibet nærmest er (var) kystpanserskibet, en skibstype som ikke mindst Danmark og Sverige tidligere anvendte. Kystpanserskibet var i realiteten et nedskaleret slagskib beregnet til brug i lukkede farvande med ringe vanddybde, hvor større skibe ville være ude af stand til at sejle eller manøvrere. I sit eget miljø udfyldte kystpanserskibet slagskibets rolle som “konge på bjerget”.